Andelslån

Andelslån header image 2

Dyre andelslån i schweizerfranc

294 Comments · Andelslån

Landmænd, ejendomsinvestorer og andre spekulanter, der har taget lån i schweizerfranc er ramt af finanskrisen.

Siden september er prisen for den schweiziske valuta steget markant, og det fjerner den rentebesparelse, som de danske låntagere ellers har opnået ved at låne i alpelandet.

Ser vi tre-fire måneder tilbage, var der ikke mange, der troede at schweizerfranc skulle op i den kurs, vi har i dag, siger Mike Timmermann, økonomikonsulent i landboforeningen Agrinord.

Danske landmænd har i de seneste år haft held med at låne i schweizerfranc eller indgå swapforretninger i schweizerfranc, fordi de schweiziske renter ligger omkring 2 procentpoint lavere end de danske. Men siden august er prisen på schweizerfrancsteget til 4,97 kr. fra 4,55 kr.

Stor forskel
Har man lånt 1 mio. schweizerfranc til kurs 4,80 kr. så taber man 200.000 kr., hvis lånet skal indfries til kurs 5,00 kr. Har man samtidig opnået en rentebesparelse på 2 procentpoint, så svarer det til et reelt tab på 104.000 kr.

Ifølge Mike Timmermann fra Agrinord er der stor forskel på, hvor store lån og swapforretninger danske landmand har taget i Schweiz. Det kan svinge lige fra 2,5 mio. kr. og op til 30 mio. kr.

Det afhænger meget af landmandens risikovillighed og forventninger til, hvad tiden vil bringe, siger Mike Timmermann.

Lige nu råder han danske landmænd til, at se tiden lidt an.

Det er svært at anbefale noget lige nu. Man må gøre op med sig selv, om man tror, at schweizerfranc vil falde eller stige yderligere.

De anbefalinger vi får udefra er, at man skal se tiden lidt an, indtil der falder ro over tingene, og der er også det vi anbefaler, siger Mike Timmermann.

Sydbank Markets forklarer, at det er finanskrisen, der har styrket den schweiziske valuta.

Schweizerfranc er styrket, fordi kriser typisk får folk til at søge mod safe haven, siger Brian Lund, der er chefdealer på valuta hos Sydbank Markets.

I usikre tider søger investorerne ofte efter en sikker havn i schweizerfranc og dollar, og det styrker disse valutaer. Også dollar er styrket på det seneste.

Bruges til lån
Men i dette tilfælde styrkes schweizerfranc også, fordi valutaen bruges til lån for at investere i aktier. Og efter den seneste nedtur på aktiemarkederne er mange investorer blevet tvunget til at lukke deres aktiepositioner ned, fordi tabene er blevet for store. Det betyder, at de har været ude for at købe schweizerfranc, når de skal betale deres lån tilbage.

Det er meget usikkert lige nu. Så længe krisen er her, vil schweizerfranc ligge forholdsvist højt.

Har man en længere tidshorisont og kan man klare, det kører skævt i en periode, så anbefaler vi man holder fast i sit lån, siger Brian Lund.

Når krisen er overstået, er jeg overbevist om, at kursen på schweizerfranc skal ned igen.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor længe det vil vare, men de mange tiltag og hjælpepakker gør, at der er lys for enden af tunnellen, fortsætter han.

Tags: ·····

294 Comments so far ↓

Leave a Comment